top of page

De grønne toskanske bakker, der gemmer på en af Italias bedste vine

Tekst: Jesper Storgaard Jensen - Foto: JSJ og diverse PR-fotos 

I den sydlige del af Toscana finder man byen Montepulciano, der ligger i 605 meters højde over havet. Byen emmer af historie, og dens arkitektur er en blanding af middelalder og renæssance. Men der er mere på færde end blot historie og arkitektur, for siger man Montepulciano, må man også sige Vino Nobile – dvs. byens ikon-vin. Den kan man blandt andet møde i adskillige af byens ældste vinkældre, hvis historie går flere hundrede år tilbage i tiden. Mat og Drikke har været på besøg for at nyde både byens middelalder-atmosfære og de dejlige Vino Nobile-dråber. 

Når man lidt syd for Siena, i Toscana, kører gennem landskabet, vil man givetvis blive ramt af en udpræget følelse af visuel nydelse. Bakkerne er bløde, cypresserne står stolte i lange rækker, og naturens egen skønhed forekommer i det hele taget at vise sig fra sin mest elskværdige – ja, måske ligefrem romantiske - side. Her finder man intet – absolut intet – der generer blikket. 

Mange steder kommer man forbi udstrakte markområder, hvor vinrankerne står på stribe næsten så langt øjet rækker. Kommer man hér om foråret, vil hundredvis af forskellige lysegrønne nuancer byde én velkommen, mens man i perioden omkring starten af september vil kunne se modne klaser af sangiovese-druer, der hænger tungt og venter på at blive plukkede. 

Hver sæson, her i Toscana, har sin egen æstetik og idyl, og man behøver blot en kort tur rundt i dette smukke landskab for at blive klar over, hvorfor dette område - dvs. Toscana – har gjort sig fortjent til at blive stemplet som ”Italias mest berømte region”. 

En del af Toscanas verdensberømte charme udgøres imidlertid også af regionens mange middelalderlandsbyer. Nogle af dem er kendte i hele verden, mens andre får lov til at ligge og passe sig selv uden at modtage (alt for mange) besøg fra nysgerrige turister.

En edel vin

En af disse byer er Montepulciano, der tæller cirka 15.000 indbyggere. Den har lagt sig til rette på en bakketop, i cirka 605 meter over havets overflade, hvilket gør den synlig på flere kilometers afstand. Nedenfor byen er der grønt overalt – de mange vinmarker og stribevis af høje cypresser, der synes at marchere afsted i området mellem dalene Val d’Orcia og Valdichiana, udgør således en perfekt ramme for en by, hvis historie går langt tilbage i tiden. 

Faktisk har byens historiske centrum været næsten uforandret i omtrent 400 år, lige siden fx den centrale domkirke, il Duomo, blev opført i perioden fra 1592-1630. Domkirken ligger på Piazza Grande. Det samme gør en anden af byens ikon-bygninger, Palazzo Comunale, der blev opført i perioden fra anden halvdel af det 15. århundrede og frem til midten af det 16. århundrede. 

Når man går rundt i Montepulcianos centrum, kan man imidlertid ikke undgå at lægge mærke til et andet element, der udgør en vigtig del af byens historiske DNA: de forskellige såkaldte cantine storiche, dvs. historiske vinkældre, hvor flere af byens vigtigste vin-familier har solgt deres vin i flere hundrede år. Dem vender vi tilbage til.

I dette tilfælde taler vi om en af Italias mest kendte vine, hvor vin og by tilsammen har givet navnet til slutproduktet: il Vino Nobile di Montepulciano – vino nobile vil på norsk kunne oversættes til en edel vin. 

Historiens begyndelse

Men lad os starte med begyndelsen: Et dokument fra 1350 indeholder klausulerne for handel og eksport af en Montepulciano-vin. Senere, i 1500, roser Sante Lancerio, der var kældermester hos pave Paul III af Farnese, vinen fra Montepulciano, om hvilken han siger: ”Den er perfekt både om vinteren og om sommeren. Den er velduftende, fyldig, ikke sur og farven er ikke overdreven rød, så det er en vin, der er glimrende til herremændenes borde”. Det var en vin med en etiketter, som blot angav Rosso Scelto di Montepulciano (en udvalgt rødvin fra Montepulciano). 

Francesco Redi, der ikke kun udmærkede sig som læge og naturforsker, men også som digter, ophøjer vinen i sit skriv »Bacchus i Toscana« fra 1685. Redi skriver om den toskanske vin, at ”vinen fra Montepulciano er en konge”. 

Første gang navnet ”Vino Nobile” nævnes som betegnelsen for vinen fra Montepulciano er i 1767, da guvernøren Giovan Filippo Neri omtaler vinen i et udgiftsdokument. 

I 1803 bestiller USA's daværende præsident, Thomas Jefferson, hele 123 flasker Sangiovese-baseret vin fra Montepulciano. De varer i tre år, for i 1806 skriver samme præsident til en vis hr. Appleton, som boede i Italia, og beder om at få tilsendt endnu 473 flasker af den samme Montepulciano-vin.

På den internationale vinmesse, afholdt i Wien i 1873, klagede Hendes Majestæts Englands officielle ønolog over kun at finde én eneste flaske Montepulciano-vin i på hele vinmessen – en vin som han regnede blandt sine favoritter.

På den internationale vinmesse, afholdt i Wien i 1873, klagede Hendes Majestæts Englands officielle ønolog over kun at finde én eneste flaske Montepulciano-vin i på hele vinmessen – en vin som han regnede blandt sine favoritter.

Det er ligeledes fra omkring 1873, at flere og flere begynder at få øjnene op for Montepulciano-vinens kvaliteter. Ganske langsomt vokser skaren af dens beundrere, og på den første vinmesse med lokale toscanske vine, afholdt i Siena i netop 1873, bliver en vin med navnet Vino Nobile di Montepulciano præsenteret for første gang. Den opnår en stor succes. 

I 1963 grundlægges Konsortiet for il Vino Nobile di Montepulciano med det formål at skabe den første kontrollerede oprindelsesbetegnelse (DOC), som blev anerkendt samme år. Vinen bliver således Italias første DOC-vin. 

Denne succes bliver gentaget nogle år efter, i 1980, da il Vino Nobile di Montepulciano bliver den første italienske vin, der får kvalitetsbetegnelsen Denominazione di origine controllata e garantita (DOCG).

De historiske vinkældre

I dag vokser de sangiovese-druer, der indgår i produktionen af Vino Nobile, på et areal der strækker sig over ca. 2.000 hektar. Vinmarkerne befinder sig i en position på mellem 250 og 600 meter over havets overflade. Undergrunden består for det meste af sand og sandet ler med tilstedeværelsen af småsten og fossiler fra den såkaldte mellemste og sen-pleistocæne periode. 

I dette område er sangiovese-druen den absolutte hovedperson, præcis som den er det i andre dele af Toscana. I Vino Nobile-vinene skal sangiovese udgøre mindst 70 procent af de benyttede druer. Vinens lagring står på i 24 måneder, dog 36 måneder når vi taler om en riserva. 

I 2022 blev der produceret i alt ca. 6,9 millioner DOCG-flasker af Vino Nobile di Montepulciano, hvoraf 34 procent sælges i Italia (hovedsageligt i Toscana og resten af Mellem-Italia) og 66 procent går til eksport, særligt til USA og Tyskland.

DOCG-vinen har en alkoholprocent på 12,5 procent, dog typisk 13 procent for riserva-udgaven. Udover ”flagskibet”, Vino Nobile DOCG, findes også ”lillebroderen”, det vil sige DOC-udgaven, il Rosso di Montepulciano, der i 2022 blev produceret i en mængde på 2,6 millioner flasker. 

De autoriserede DOCG-medlemmer af Vino Nobile-konsortiet udgøres af i alt 81 producerende virksomheder, der beskæftiger i alt 1.000 fastansatte personer og cirka det samme antal sæson-arbejdere. 

Som allerede nævnt vil man finde en række historiske vinkældre i selv Montepulciano, eller i udkanten af byen. Nogle af disse historiske navne er fx Contucci, de Ricci, Crociani, Talosa, Gattavecchi og Pulcino.  

Besøger man fx de Ricci-producenten vil man, via en særlig trappe, kunne begive sig ned i den del af vinkælderen, der kaldes la Catedrale del Vino, Vinkatedralen. Her mødes man af en majestætisk stilhed. Denne ældgamle arkitektoniske struktur består af tre skibe, enorme søjler, hvælvinger og buer. Alt dette giver virkelig den besøgende en følelse af at være kommet til et historisk sted, hvor vinen er hovedperson. Og jo, historien er i den grad til stede, for det var her, at de Ricci-familiens vinproduktion startede, angiveligt helt tilbage i 1337. I dag bearbejdes en stor del af virksomhedens vine her i kælderen, hvor bl.a. en del af lagringen foregår, hvilket også gælder for topproduktet, Soraldo. 

Men også Talosa-familien, i byens centrum, tilbyder en fascinerende vinrejse, der går tilbage til omkring det 15. århundrede. Også her vil man kunne bevæge sig rundt i et antikt og stemningsmættet miljø, hvor man kommer forbi vintønder, der er mere end 40 år gamle. I disse tønder lagres en store del af virksomhedens Vino Nobile, herunder den riserva-vin, der er af en så høj kvalitet, at den vil kunne ligge i hele 15 år inden den drikkes. 

Ercolani-producenten, som man kan finde i Montepulcianos centrum, er et andet interessant bekendtskab. Virksomheden hører ikke til blandt byens deciderede historiske vinfamilier, idet dens produktion først startede i 1988. Alligevel er et besøg her spændende. Man går rundt i underjordiske lokaler, der er flere hundrede år gamle, så også her vil man få et godt indblik i en vinkælder hvor en lokal antik arkitektur, en lang byhistorie og Ercolanis vinproduktion er flettet tæt sammen. 

En by rig på historie 

Besøger man Montepulciano må man ikke gå glip af et besøg ved en af Toscanas mest berømte kirker, San Biagio-kirken, et renæssanceværk af Antonio da Sangallo den Ældre. Kirken, der er omgivet af smukke grønne landskaber, ligger på en sydlig skråning i forhold til Montepulciano. Kirken er opført i travertin, i perioden fra 1518-1548 og er bl.a. kendetegnet ved sin smukke kuppel, ved klokketårnet, der flankerer den nordlige facade, samt ved den halvcirkelformede apsis. Kirkens interiør rummer en marmorsal af Giannozzo og Lisandro Albertini, hvorimod den tilstødende præstegård blev færdiggjort i 1595, igen efter et design af Sangallo den Ældre. 

Montepulciano kan ligeledes ”prale af” flere årlige begivenheder, der tiltrækker en del besøgende. Et af dem er det pudsige Palio dei Somari, der er en slags efterligning af Sienas berømte hestevæddeløb, il Palio. Blot med den forskel at Montepulcianos væddeløb foregår med æsler!

I anden halvdel af august arrangeres desuden en folkloristisk fest, der er meget elsket lokalt – Il Bravio delle Botti. En af denne fests hovedattraktioner er et såkaldt tøndeløb, hvor flere af byens kvarterer kæmper mod hinanden i den ædle kunstart at rulle 80 kg. tunge vintønder gennem byens gader. Det er en begivenhed, der sædvanlig tiltrækker tusindvis af tilskuere. 

Endelig må man ikke glemme datoen den 10. august, der hvert år er dedikeret begivenheden Calice di Stelle, hvor en lang række af lokale vinproducenter præsenterer deres produkter. Denne aften er desuden kendt under navnet San Lorenzo-natten, hvor man, hvis man er heldig, kan se stjerneskud der i få sekunder farer hen over himlen.

Diverse info

bottom of page