Jeg har brug for at træde ud af min
comfort zone
Tekst og fotos: Jesper Storgaard Jensen
I et grønt skovområde en times kørsel nord for Roma møder vi en af Italias store personligheder fra vinverdenen. Siden 2006 har han lavet en vin, der i dag anses for at være blandt Italias allerbedste. Ret utroligt, når man tænker på, at han inden denne vinrejse faktisk havde en ret begrænset viden om vin. Mat og Drikkes udsendte medarbejder, Jesper Storgaard Jensen, har mødt den lidenskabelige vindyrker Emanuele Pangrazi til en snak om vinstokke, passion og rastløshed.
Vejene omkring den lille by Blera, ca. 75 kilometer nord for Roma, snor sig gennem grønne skovområder. Det er første gang, at jeg befinder mig på disse kanter, og jeg må indrømme, at jeg ikke føler mig helt sikker på min kørselsretning. Jeg leder efter et skilt med påskriften ”San Giovenale”, der skal vise mig i retning af min endestation, en lokal vinproducent. Jeg finder dog snart ud af, at det skilt ikke findes. Faktisk er det kun takket være google earth, at det alligevel lykkedes mig at finde vej.
Grunden til, at jeg denne varme sommerdag er på vej til San Giovenale, er, at månedsmagasinet Gentleman tidligere dette år udgav en hitliste over Italias bedste vine. På denne liste kommer San Giovenales rødvin Habemus ind på en overraskende 14.-plads. Det må siges at være ganske overraskende, når man husker på, at Italias store vine typisk kommer fra især Toscana, Piemonte og Veneto.
En 14. plads er slet ikke noget dårligt resultat, når man tænker på, at Italia producerer i tusindvis og atter tusindvis af forskellige typer vin. Tidligere har Habemus-vinen dog været helt op på en placering som nummer fem.
Da jeg omsider når frem, byder vinproducent Emanuele Pangrazi mig velkommen. ”Det er med vilje, at jeg ikke har sat et skilt op. Hvis jeg gjorde det, vil jeg risikere, at folk kom rendende i tid og utide for at smage på vores vin”, siger han med et skævt smil.
Det er første gang, at jeg møder Pangrazi, og snart vil han åbenbare sig som en overraskende, vittig, lidenskabelig, paradoksal, stædig men også rastløs samtalepartner. Inden vi sætter os ned og taler, foreslår han, at vi tager ud på en kort køretur. Han vil gerne vise mig sine vinmarker. De ligger badet i en stærk sommersol. Der er ca. 30 grader, og varmeflimmeret ligger og dirrer i luften. Et godt stykke ude i horisonten ses havet. ”Det er årsagen til, at det aldrig bliver ulideligt varmt i dette område. Kan du mærke den kølige brise? Den har vi næsten konstant. Den kommer ud fra havet. Vi har slet ikke den samme fugtige varme som inde i Roma”, siger han med et tilfreds smil.
Vi går videre rundt i Emanueles vinmarker. I det øjeblik fremstår hele dette scenarium som et slags romantisk, italiensk juli-postkort: blå himmel med drivende hvide skyer, snorlige række af vinstokke af hvilke mange er udstyret med tunge klaser af modne druer samt hundredvis af cikader, der skræpper løs i sommervarmen.
”Herfra har vi kun ni kilometer ud til havet, som du kan se herfra. Og det er faktisk et vigtigt aspekt. Kan du mærke, at vinden er mild selv på en varm dag som denne? Her har vi Cimini-bjergene mod nord og Sabatini-bjergene mod syd. Sidstnævnte beskytter mod den varme scirocco-vind, der kan komme sydfra, og det betyder, at vi har et helt anderledes mildt klima sammenlignet med Roma”, siger Emanuele.
Vi går lidt rundt og kikker på Emanueles vinstokke. Han har plantet fire forskellige typer af druer, og mange steder hænger der store og tunge drueklaser og ser ret plukkemodne ud.
”Her befinder vi os i den del af Maremma-området, der ligger i Lazio. Den mere kendte del af Maremma ligger i Toscana. Her hos os har Vatikanstaten domineret i hundredvis af år, hvilket, sådan generelt, har ført en manglende udvikling med sig. Da jeg kom til dette område i 1991, var det faktisk helt goldt. Der var intet. Kikker man derimod på den del af Maremma, der ligger i Toscana, så er situationen helt anderledes. Det skyldes helt klart, at det område har været styret af Storhertugdømmet Toscana, der derimod havde et verdsligt syn på tilværelsen og på mennesket. Det betyder, at dét område er langt mere udviklet”, siger Emanuele. Og det har han ret i. Når man i dag taler om Maremma, så tænker næsten alle på Toscana. Ikke mange ved, at en del af Maremma-området rent faktisk også ligger i Lazio-regionen.
”Jeg har altid haft en følelse af, at vi er noget nær velsignede her i området. Havet ligger tæt på, og jorden er utrolig frugtbar. Her i området dyrkes fx artiskokker, de særlige romerske squash og en lang række af forskellige tomater. Det er som et gigantisk spisekammer, en kæmpestor trekant der måler tre gange 30 kilometer. Det er slet ikke underligt, at de gamle grækere kaldte Italia for Enotria, der betyder ’landet hvor man laver vin’. Vi laver vin fra det nordlige Valle d’Aosta og ned til den sydlige ø, Lampedusa. Jeg har altid sagt, at dette område, hvor vi nu sidder, lidt kan sammenlignes med Maradonas venstre fod”, siger han og griner, inden vi igen sætter os ind i hans bil for at køre tilbage til hovedbygningen.
Ingen ferie siden 2006
”Da jeg kom her i 1991 var er ingenting. Absolut intet. Alligevel faldt jeg fuldstændig for dette sted, straks jeg så det. Jeg vidste instinktivt, at det var her, mine fremtidige børn skulle vokse op. Og det til trods for at jeg på det tidspunkt slet ikke var blevet far endnu. Jeg siger altid, at i mit liv er der sket to store og vigtige ting. Det første var, at jeg fandt dette sted. Det andet var, at jeg mødte min kone”, siger han.
Emanuele Pangrazi hører bestemt ikke til i den gruppe af mennesker, hvor tingene sker tilfældigt. Han virker mere som en mand, der tage skæbnen i egen hånd, og så får tingene til at ske. Et bevis for dette er, blandt andet, at han i dag har fået fem børn med sin kone. Og så at han nu laver en af Italias bedste vine.
”Den store ændring i mit liv, når vi taler om Habemus-vinen, skete i 2006. Min taknemmelighed over at have fundet dette sted gav mig på et tidspunkt en følelse af, at jeg måtte gøre noget, dvs. ... for det første for at ’betale naturen tilbage’ for dens gavmildhed, men også for at bevare dette sted, bevare dets naturlige skønhed og dets vilde karakter”.
I et tidligere interview har jeg set Emanuele kalde dette sted for ”mit lille paradis og mit søde helvede”. Men hvorfor egentlig ”søde helvede”?
”Well, indtil 2006 var dette et fristed, hvortil jeg trak mig tilbage sammen med min familie, når jeg skulle slappe af. Væk fra Roma og herud i landlige og afslappende omgivelser. Men med lanceringen af det nye vineventyr i 2006 skiftede stedet karakter. Nu fik det pludselig noget mere kommercielt og ‘alvorligt’ over sig. Jeg har i alt 14 ansatte, så jeg har en klar følelse af at have ansvaret for 14 familier med produktionen og salget af min vin. Når folk fx spørger mig, hvornår jeg har stiftet min virksomhed, siger jeg altid ‘den 11. august 2006’. Den datoer husker jeg tydeligt, for siden da har jeg stort set ikke holdt ferie”, siger han med et lunt smil.
Emanuele Pangrazi beskriver sig selv som en rastløs karakter. Der skal helst ske noget nyt og spændende hvis ikke hele tiden så i hvert fald med regelmæssige mellemrum.
”Ofte, når jeg har nået et nyt mål, sidder jeg lidt og spekulerer. Og efter noget tid tænker jeg så: hvad skal jeg nu kaste mig over? Jeg har brug for at fjerne mig fra min comfort zone. Sådan var det også her. Mange sagde til mig ”du skal da dyrke oliven”. Og det ville faktisk havde været naturligt, idet dette er også et område der er kendt for sin store produktion af olivenolie. Så det ville nok have været lidt for nemt. Så det trak ikke rigtigt i mig. Jeg ville noget andet, noget hvor udfordringen var større”.
Beslutningen om at dyrke viN
Emanuele gik herefter i tænkeboks i en rum tid, og til sidst tog han en vigtig beslutning om at kaste sig ud i vindyrkning. Og det til trods for, at han måtte starte helt fra bunden. Der var ingen vinstokke i området, og hans kendskab til vin var begrænset. Og faktisk var han end ikke den store vindrikker. Det var som at begynde at skrive på et stykke blankt papir.
”Der var absolut intet her, jeg kunne bygge på, da jeg tog beslutningen om at ville lave vin. Jeg tog derfor kontakt til tre-fire af Italias mest kendte ønologer for at spørge dem til råds. For at høre hvilke gode tips de kunne give mig. Til sidste endt det dog med, at jeg slet ikke tog bestik af deres råd, ganske enkelt fordi de alle foreslog mig at starte en industriproduktion. Altså helt efter den sædvanlige skabelon. Men det var slet ikke den plan, jeg havde”, fortæller han.
Emanueles plan var derimod at satse på kvalitet. At lave et produkt, som ingen i Lazio-regionen havde lavet før ham.
”I Italia er 400.000 personer beskæftiget med vinproduktion. Vi er et land, der kan fremvise tre millioner forskellige etiketter, dvs. forskellige typer vin og årgange. Så min første udfordring var at finde en position på et marked, der forekom at være mættet. Og da Lazio aldrig for alvor har været kendt for kvalitetsvine valgt jeg naturligvis dette, godt hjulpet på vej af en ung og mere ukendt ønolog, som med tiden er blevet en ven. Han havde en idé om, at det rigtige for mig ville være en mindre produktion – dvs. 10.000-11.000 flasker om året – men af en høj kvalitet. Denne del af markedet var stadig ledig. Og sådan blev det”, siger Emanuele.
Faktisk faldt Emanuele straks for ideen om en mindre produktion af en højere kvalitet. ”Når du har en årlig produktion på ca. 10.000 flasker, så er det langt nemmere at følge hele produktionsforløbet. Du er med ude i marken, du er med til at tage dig af planterne, du ser hvordan druerne langsomt vokser, du følger med ind i vinkælderen osv. Tænk blot på, at man normalt er i stand til at producere 10.000 flasker på en hektar land. Jeg har 15 hektar til en produktion af samme størrelsesorden. Jeg har regnet ud, at hver af mine planter ca. giver 200 gram druer”.
Når man starter from scratch, helt fra bunden, hvad gør man så, og hvordan ved man, hvilke typer druer man skal satse på?
”Det er faktisk noget, mange har spurgt mig om. I prodktionen af Habemus bruger jeg fire forskellige druer – Grenache, Syrah, Carignano og Tempranillo (der også går under navnet Malvasia nera). Dette valg tager helt klart afsæt i vores territorium. Nogle af disse druer bliver eksempelvis brugt flittigt af både spaniere og franskmænd. I Lazions vin-forordning er der en liste over, hvilke druesorter du kan benytte her i regionen. Men kan jo ikke plante hvad som helst. Og de fire nævnte sorter er altså alle at finde på den liste. Dem har jeg valgt, fordi jeg har et historisk belæg for, at de gør sig godt i områder nær havet. For eksempel er Carignano-druen brugt en hel del på Sardinien”, siger Emanuele.
Når vi taler om disse fire druesorter, så er det naturligvis fordi vi har fokus på Emanueles kendte og præmierede rødvin, Habemus. Inden for de senere år har han dog også brugt druer som Marsanne og Roussane, som han har eksperimenteret med i en længere periode for til sidst at producere den glimrende hvidvin, ”Habemus Etichetta oro”, med den gule etikette. Disse to druer bliver fx brugt til fremstilling af glimrende vine i den franske Rhône-dal. Om denne hvidvin siger Emanuele selv: ”Hvis man kan sige, at min Habemus rødvin spiller i Serie A, så vil jeg mene, at Etichetta ord er til Champions League”.
Det blend som Emanuele bruger til sin Habemus-rødvin er som følger: Grenage 40%, Syrak 35%, Carignano og Tempranillo begge 12,5%.
”Det er den blend jeg har eksperimenteret mig frem til gennem årene. Hver af de fire druer bliver plukket og vinificeret separat. Først derefter blander jeg dem. Det betyder så også, at for at kunne bibeholde denne blend og denne kvalitet, så kan det nogle år føre til, at jeg må acceptere at producere færre flasker. Men det er også ok. Det er prisen jeg må ‘betale’ for at satse på kvalitet”, siger han.
Kvalitetssatsningen er helt klart et valg, der generelt går imod en moderne tendens indenfor den italienske fødevareindustri, hvor man fx ofte kan se supermarkederne køre med det klassiske tilbud ”Tag tre og betal for to”.
”Sådan er det også inden for vinbranchen i dag. Jeg vil sige, at 90% af Italias vinproducenter ræsonnerer på den måde. Vin i Italia er for længst blevet et kommercielt og industrielt produkt”, siger han.
Det katolske navn
Vi taler videre, mens cikaderne larmer i baggrunden. Jeg funderer over, hvorfor han har valgt at kalde sin vin for ”Habemus”, der jo er et typisk katolsk navn (”Habemus papam”, siger et højtstående medlem af den katolske kirke, når en ny pave er blevet fundet), særligt når jeg tænker på hans indledningsvise kritik af Vatikanstaten.
”Det var bestemt ikke nemt at finde dette navn, for det måtte jo ikke være registreret i forvejen. En af mine venner havde fx valgt navnet Erasmus til en af sine vine. Men så fik han en mail fra Campari-gruppen, der oplyste, at de havde registreret dette navn til en importeret vin fra Chile. Så han måtte finde et nyt”.
Og hvad så med Habemus?
”Well, jeg har faktisk gået og tænkt på det navn i seks år. Jeg havde nogle ideer til navne, men de var allerede taget. Så tænkte jeg på, at min vin jo er en vaskeægte romersk vin. 80% af produktionen sælger jeg i Roma. Og hvad er det som Roma er mest kendt for ude i verden? Den katolske kirke! Her i Blera-området, hvor vi befinder os nu, er vi tæt på Viterbo, en by med en antik og vigtig historie, og hvor en lang række af paver har boet gennem tiden. Habemus! Og ikke nok med det: Hvis du tager tre af de druesorter, der bliver brugt i Habemus – Grenache, Syrah og Carignano – så er det sorter, der også bliver brugt i det franske Cote du Rhône-område, hvor man laver flere berømte vine. Hvad hedder den vigtigste by i dette område? Avignon ... der er kendt for at have været hovedsæde for pavestaten i perioden fra 1309 til 1376. Altså, endnu en gang ... Habemus”, siger han og griner.
Emanuele fortæller, at han af og til tænker på starten af sin karriere som vinbonde. Mange var skeptiske og sagde: ”Helt ærligt, hvad har du gang i? Du har jo ingen forstand på vin, og så drikke du jo næsten aldrig vin. Hvorfor vil du overhovedet producere vin?”
”Og når jeg tænker på det, kan jeg ikke lade være med at smile. Da min allerførste årgang af Habemus var blevet anmeldt i ugemagasinet Espresso, bl.a. med ordene ”dette er Lazions bedste rødvin”, da vidst jeg, at jeg var kommet i mål. Jeg vil sige, at jeg betragter min vin som en hyldest til Italia og til alt det er der smukt i vores land”, slutter han med et smil.
Info:
Habemus-rødvinen kan typisk findes i romerske vinhandlere til 65 euro per flaske.
Habemus-hvidvinen ”Etichetta oro” står til ca. 120 euro.
“Habemus Etichetta Nera Rosso Lazio IGT 2020” koster ca. 145 euro.
Det er muligt at kontakte San Giovenale, hvis man ønsker at booke en vinsmagning