Romas Garbatella-kvarter er en lille ukendt perle. Det ligger og gemmer sig i byens sydvestlige del. Historie, politik, street art, masser af grønne gårdhaver samt en ganske særlig byggestil har været med til at give kvarteret en ganske særlig identitet. Læg hertil de mange spændende spisesteder og de charmerende cafeer. Mat og Drikke har besøgt et på mange måder unikt område, der i en række år har gjort alt hvad det kunne for ikke at blive opdaget.
Garbatella
– fra taber til trendy
Tekst og foto: Jesper Storgaard Jensen
Denne artikkelen blir ikke oversatt.
Romas Garbatella-kvarter – i byens sydvestlige del – er et godt bevis på, at den italiensk hovedstad har meget andet end det historiske centrum at byde på, hvis man har lyst – og mod – til at gå udenfor de nedtrampede turiststier. Projekteringen og opførelsen af Garbatella startede i 1920. Omkring det år begyndte datidens fascistparti at rive tusindvis af boliger ned, særligt omkring Peterskirken og i området mellem Piazza Venezia og Colosseum, for at anlægge de brede alleer – Via Conciliazione og Via Foro Romano – som vi kender i dag. Tusinder af familier blev således hjemløse næsten som med ét slag, og mange af dem blev tvangsflyttet ud til byens periferi, blandt andet til Garbatella.
Således starter kvarterets historie, der altså ikke kan siges at være speciel romantisk. Mange af de nye tilflyttere kom til at bo på de såkaldte forstadshoteller. Ofte på små værelser hvor op til ti familiemedlemmer var stuvet sammen under kummerlige hygiejniske forhold. Tit var toilettet til deling med andre familier, og rindende vand var ingen selvfølge. Af samme årsag var den lokale offentlige badeanstalt et populært sted i Garbatella i mange år. Også en stor del af kvarterets nyopførte boliger var små, og generelt var det ikke meget at ”skrive hjem om” i kvarterets første år. Mange af de nye Garbatella-beboere var rasende, for lige pludselig befandt de sig i byens periferi med langt til arbejde blandt andet på grund af datidens dårlige transportforhold, efter at de i årtier havde boet midt i byens hjerte. Fascistpartiet var slet ikke populært – for nu at sige det mildt – i kvarteret. Derfor blev det siden sin opførelse stolt venstrefløj, og sådan har det været lige siden. Da fascistpartiets leder, Benito Mussolini, troppede op i 1920’erne for at medvirke i indvielsen af kvarterets biograf, blev han således modtaget med ukvemsord, hujen og høje pruttelyde.
Således havde Garbatella i flere årtier et særdeles dårligt ry. Det var her, at gli sfigati, taberne, boede. Dem der var blevet tvangsflyttet. Og havde man adresse i Garbatella, var det bestemt ikke noget man talte højt om.
Nye tider
Men tiderne skifter som bekendt, og således også en række sociale forhold. I 1993 fik den kendte italienske filminstruktør Nanni Morettis poetiske film ”Kære Dagbog” premiere. I en af filmens mest kendte scener kører Moretti, der selv er hovedperson i filmen, rundt på sin Vespa i et sommervarmt Roma, mens han erklærer: ”Jeg elsker at køre rundt i byen på scooter, og det kvarter, jeg elsker mest af alle, er Garbatella”.
Filmen blev en kæmpesucces og med ét fik rigtig mange romere øjnene op for Garbatella. Gennem de senere årtier har kvarteret således tiltrukket mange mennesker fra ”kunstnersegmentet”, det vil sige skuespillere, reklamefolk, forfatter og folk fra TV-branchen, hvilket underligt nok ikke har fået huspriserne til at gå amok.
Faktisk er Garbatella slet ikke nem at sætte en social etikette på. Kvarteret er stadig populare,det vil sige folkeligt, altså beboet af ganske almindelige mennesker, blandt andet fra lavindkomstgruppen. Og alligevel er kvarteret nu blevet både attraktivt og trendy, dog stadig med sin helt egen umiskendelige autenticitet. Siger man i dag, at man bor i Garbatella, er det meget muligt, at man vil indkassere både interesse og anerkendende blikke. Dets antifascistiske og ”revolutionære” sindelag er velbevaret, hvilket fx. et utal af farverige murmalerier med politiske budskaber, der er strøet ud over kvarteret, vidner om. Stoltheden er et andet tydeligt karaktertræk. Garbatella-navnet ser man skrevet på mange mure, og spørger man folk fra den ældre generation om deres bopæl, vil mange hårdnakket sige, at de skam ikke bor i Roma, men derimod i Garbatella.
Godt og gedigent køkken
I takt med kvarterets sociale hamskifte og stigende popularitet har man set flere og flere spændende spisesteder dukke op. Størstedelen af dem sværger til det klassiske romerske køkken, blandt andet med de fire-fem kendte romerske signaturpastaretter på menuen. I de tilfælde kan de pågældende steder typisk fremvise et godt og gedigent køkken, der ikke har ambitioner om at brillere med fantasi og innovation, men som i stedet har fokus på råvarekvalitet og på det kendte. Det viser med al tydelighed, at Garbatella på ingen måde flirter med masseturismen, og at finde et spisested i området med en decideret turistmenu er stort set umuligt.
Når man begiver sig til Garbatella, skal man være bevidst om, at man er kommet til et ganske særligt kvarter. Og når man går rundt i kvarteret, skal man - så meget det nu er muligt – suge til sig af stemninger. Disse stemninger kan man naturligvis også gribe ud efter, når man tager plads ved et veldækket bord på et trattoria eller et hvilket som helst andet spisested. Gastronomi er ikke altid kun gastronomi, men også sociologi, historie og måske ligefrem politik. På den baggrund har Mat og Drikke afprøvet fem forskellige Garbatella-spisesteder, som kort kan beskrives med følgende stikord – historie, raffinerede fisk, revolution, tilbagelænet trendy-hed og kreativ genfortolkning.
Buon viaggio e buon appetito!
Dar Moschino – midt i historien
“Kom med ind i køkkenet, men være forberedt på varmen. Det er lidt som at være i Afrika”, siger Antonella og viser vej ud i det lille køkken, hvor hun arbejder sammen med sin mand og en assisterende kok. Det lille køkken måler vel blot to gange to meter, og der er ganske rigtigt en ganske høj temperatur. Store gryder står og simrer, og forskellige forretter er på vej ind i eller ud af den tændte ovn. I mellemtiden … ude på Piazza Brin foran restauranten, hvor man kan sidde og spise udendørs, er det lidt som at befinde sig midt i kvarterets historie. Her lagde kong Vittorio Emanuele III den første sten til Garbatellas opførelse tilbage i 1920, og stenen kan skam stadig ses, indbygget som den er i en af piazza’ens mure. Restauranten blev åbnet i 1978 af Franco Perugini. Med tiden er han dog trådt til side og har overladt hele herligheden til de tre døtre Antonella, Miriam og Marzia. Franco havde en lidenskab for heste, hvilket ses tydeligt inde i det lille restaurantlokale, hvor væggene prydes af adskillige hestefotos. Udover de tre døtre er der også den legendariske tjener, Mario, der ikke kan undgå at lede tankerne hen på en figur fra en italiensk folkekomedie. Han forklarer gerne. hvilke retter han synes, der skal lande foran dig. Men ... hvis du går ind for med- og selvbestemmelse, har du faktisk temmelig mange valgmuligheder på et spisekort, der er et pænt stykke større end gennemsnittet, blandt andet med masser af romerske godbidder fra antipasti-afdelingen. På skiltet ovenfor indgangen stå skrevet cucina romana, romersk køkken, og det får man for alvor bevis for, når man kommer til pastaretterne, hvor alle de romerske klassikere er at finde - carbonara, gricia, amatriciana og cacio e pepe. Hertil kommer flere velsmagende grøntsagssupper, der vidner om, at en del af det romerske køkken også har en bondetradition. Også sektionen med hovedretter vil givetvis give grobund til gastronomiske grublerier, for her vil man kunne finde kanin, lam, kylling, den romerske salsiccia-medister samt de kendt romerske retter med indvolde, trippa og coda alla vaccinara. Dar Moschino er kvalitet, grundighed og tradition. Klassisk romersk i en sådan grad, at det næppe kan blive mere klassisk. Hele herligheden midt i historiske omgivelser og til særdeles rimelige priser.
Dar Moschino
Piazza Benedetto Brin 5
Tlf. 0039-06-51 39 473
Molo 9/12 – raffinerede fisk på krogen
Man kan næsten fornemme det, når man går gennem de to søjler i fiskerestauranten Molo 9/12’s indgangsparti. Man kan næsten fornemme, at man er kommet til et sted, ”der vil noget”, hvilket straks bekræftes af menukortet. Det er ikke overhældt med retter efter princippet ”jo flere desto bedre”. Der er derimod få retter, men de synes at være valgt – og lavet – med stor omhu. ”Da vi åbnede i 2016, tog vi et vigtigt valg, nemlig at åbne en fiskerestaurant i Garbatella. Størstedelen af kvarterets spisesteder har fokus på den klassiske romerske tradition. Vi valgte i stedet at gå søvejen 100 procent, altså uden kødretter, for at præsentere noget nyt”, siger ejer Emiliano Chierici. Er man fiskeelsker, vil Molo 9/12’s menukort fremstå som lidt af en udfordring, der allerede starter ved forretssektionen. Den byder på en række spændende muligheder, bl.a. små lækre fiskefrikadeller lavet af sværdfisk og auberginer samt en af stedets signaturretter, Crudo del Molo, det vil sige rå fisk, der har både friskhed og en intens smag. ”Jeg har gennem årene brugt den samme leverandør af råvarer. Det er en virksomhed, der er kendt for sin fokus på kvalitet og som dagligt får sine fisk fra havnene i Civitavecchio, Anzio, Gaeta og Terracina, altså langs Lazios kyst”, fortæller Emiliano. Lad det være sagt med det samme: man finder både kvalitet og friskhed hos Molo 9/12, også når man kommer til pastaretterne. Dem er der blot fem af, blandt andet den romerske klassiker cacio e pepe, her dog i en havversion, idet den laves med tagliolini-pasta og rejer. ”Jeg har i mange år arbejdet som kok, så da jeg i 2016 startede Molo 9/12 som ejer var det blot en naturlig udvikling i forhold til min tidligere kokkegerning”, fortæller Emiliano. Vinkortet er kort og konkret. Det består af femten forskellige flasker, alle hvidvine. Druerne er blandt andet pecorino, sauvignon, pinot grigio, chardonnay, vermentino m.fl. ”Garbatellas popularitet har været stigende i de senere år. Det mærker vi helt klart. Vi har ikke særlig mange turister, men vi har en del romere, der kommer hertil fra andre kvarterer. Jeg vil faktisk mene, at 80 procent af vores kunder kommer ‘udefra’”, siger Emiliano. Der er ikke så meget at rafle om: fiske- og skalddyrselskere vil med garanti blive forført her på Molo 9/12.
Molo 9/12
Piazza Giovanni da Triora, 9
Tlf. 0039- 334 805 8281
Casetta Rossa – en smag af revolution
Nogle hævder, at hvis man vil smage på Garbatellas sande revolutionære sjæl, så gøres det bedst på Casetta Rossa, Det Lille Røde Hus. I den gårdhave, hvor man sidder og spiser, kan man blandt andet læse politiske slogans, skrevet på murene og som er helt i tråd med Garbatellas politiske sindelag. Revolutionen støttes stadig, og venstrefløjen synes fortsat at være på barrikaderne. Egentlig startede Casetta Rossa mest af alt som et hobbyprojekt. ”Vi var en gruppe forældre her fra kvarteret, der var gået sammen om at åbne dette sted. Det var tilbage i 2006. Vi startede med at servere meget enkle frokoster i weekenderne. Projektet har hele tiden vokset sig større gennem årerne, og i 2015 havde vi omsider opnået alle de nødvendige tilladelser til at starte en egentlig restaurationsaktivitet”, fortæller Alfredo Cicchinelli, der er en af initiativtagerne bag Casetta Rossa. Spisestedet, der befinder sig i det lille parkområde Cavallo Pazzo, er dog også et slags socialt værested, hvor der organiseres fx. bogpræsentationer og aktiviteter for kvarterets mindste. Hertil kommer den sociale funktion som Alfredo også fortæller om: ”Noget af det overskud, der kommer fra Casetta Rossa, bruger vi til sociale formål. Da covid-pandemien stod på lavede vi fx hundredvis af mad-hjælpepakker, som blev delt ud her i kvarteret til fattige familier”. Der er med andre ord tale om restauration med et socialt touch. Når det er varmt er gårdhaven et skønt sted at sidde. Der er skygge og ofte en dejlig let brise, og italiensk tale fra alle sider omfavner én. Spisekortet er rustikt og skrevet i hånden, og hvis ikke ligefrem revolutionerende så kan man med rette hævde, at der har sneget sig en del ”fremmede” tiltag ind. Humus som forret, den lækre pappardelle-pasta med auberginer, svinekæbeskinke og den smagsfulde pecorino-ost, men også spaghetti med pesto nøjagtig som den bliver serveret i Genova, dvs. med kartoffelstykke og bønner. Men også hovedretterne kan byde på smag for alle rejsekronerne, fx kaninragout, lam, oksekød, den romerske salsiccia-medisterpølse, der evt. kan ledsages af friggitelli, dvs. grøn og rød peber der er blevet udsat for en let friturestegning. Casetta Rossa er kvalitet og folkelighed, og det sted hvor Garbatellas revolutionære ånd finder næring.
Casetta Rossa
Via Giovanni Battista Magnaghi, 14
Acino Brillo – tilbagelænet trendy
Lige her ved Piazza Sant’Eurosia, hvor Acino Brillo ligger, kørte den italienske filminstruktør Nanni Moretti – i filmen ”Kære Dagbog” - forbi for mere end 25 år siden og videre ind i millioner af filmelskeres hjerter. Ekkoet af Morettis skrattende scooter er forlængst døet ud. I dag er det afløst af lystige stemmer, klirrende porcelæn samt stemningen fra et nydelseslystent Garbatella, der ofte har Piazza Sant’Eurosia som omdrejningspunkt. Piazzaen blev anlagt i 1925 og har taget navn efter den nærliggende Sant’Eurosia-kirke. I dag leveres det gastronomiske fadervor af Acino Brillo (Den Berusede Vindrue). I det hele taget har man her på Piazza Sant’Eurosia en følelse af, at der er masser af social albueplads og højt til himlen. Dette spisested – med de karakterisktiske farvestrålende stole og borde – tiltrækker dagligt alt lige fra lokale hipstere, unge på date, midaldrende kvinder på dametur samt ganske almindelige mennesker. Restaurantejeren Antonella Di Capua, som de fleste i kvareteret er dus med, startede stedet i 2008. ”Gennem årene har vi fået et stadigt stigende antal af stamkunder her fra kvarteret. Jeg tror – og håber –, at det skyldes, at vi udelukkende satser på kvalitet, i det vi laver”, siger hun. Og jo, kvaliteten smager man, hver gang man kommer her. Den Berusede Vindrue er samtidig i stand til at fremvise en virkelig interessant menu, der især – men ikke kun - har fokus på fiskeretter. Dem finder man i stor stil blandt appetitvækkerne, blandt andet i form af den velsmagende laksefantasi, det vil sige laks serveret på tre forskellige måder. Ved forretterne har nogle af de klassiske romerske pastaretter sneget sig ind, hvorimod nyfortolkningerne helt sikkert er mere interessante, fx. strozzaprete-pasta med rejer og mandler eller tonnarelli-pasta med blæksprutter og sort sommertrøffel. Også på listen over hovedretter kan man finde både kød og fisk. Et uovertruffent valg her vil være grilleret sværdfisk med en siciliensk caponata af auberginer. Når man ser listen over desserter, vil man straks få den tanke, at køkkenchefen har en sød tand. For den bugner med mundvandsfremkaldende muligheder, blandt andet den sicilienske cassata eller en tærte med ricotta-ost og pære-stykker, der er delikat men samtidig smagsfuld. Acino Brillo er også et populært aperitivo-sted, hvor man sidder og nyder en kølig aperol-soda på piazzaen, mens eftermiddagens skumringsatmosfære knækker over og bliver til aften. Acino Brillo er uhøjtidelig kvalitet og hører uden tvivl til blandt kvarterets bedste spisesteder.
Acino Brillo
Piazza Sant’Eurosia 2b
Tel. 0039- 06 5137145
Ristoro degli Angeli - kreativ genfortolkning
Elisabetta Girolami og Ivo Menichelli var i en årrække en sand institution i Garbatella, hvor deres fælles projekt hed Ristoro degli Angeli, det vil sige det sted hvor ”englene søger gastronomisk tilflugt”. Elisabetta var den kreative hjerne bag stedets menukort, og Ivo var den elskværdige og elegante signore, der sørger for stemningen. For et par år siden søgte de dog nye græsgange og solgte deres restaurant. Det, de efterlod sig, var blandt andet – og heldigvis! – et velfungerende køkken og en række dejlige retter, der befinder sig lige under Michelin-niveau. I dag kan man stadig se Michelin-skilte fra de sidste tre år hænge ved spisestedets indgang. Selve restauranten ligger i et lokale, der i flere årtier gik under navnet Ente Comunale di Consumo, det vil sige en kommunalt drevet viktualier-forretning med dagligdagsvarer, hvor priserne blev holdt på et moderat niveau, så kvarterets fattige havde råd til at handle her. I dag, når man træder indenfor, vil man stadig kunne mærke en vis grad af historisk vingesus. Lokalet er en anelse mørkt, men ikke for mørkt, og bringer én i hvert fald 50-60 år tilbage i tiden, hvilket især skyldes, at en del af det oprindelige interiør er blevet bevaret. På spisekortet finder man masser af fantasi, fx. fettuccine-pasta lavet med smør, lagret parmesanost og sesamfrø, hjemmelavede ravioli med græskar fra Mantova eller perlehøne udstoppet med salsiccia og broccoli. Også dessert-listen er særdeles interessant, fx med en særdeles velsmagende nougat parfait. Den kan evt. få følgeskab af en grappa eller ekstralagret whisky. Man bør føle sig heldig og tilfreds, når man sidder på Ristoro degli Angeli. Et sted hvor kvalitet møder historie. Det har mange fundet ud af, blandt andet den amerikanske skuespiller Willam Dafoe, der en stor del af året bor i Rom, og som har Ristoro degli Angeli som et af sine romerske favoritsteder.
Ristoro degli Angeli
Via Luigi Orlando 2